onsdag den 19. september 2012

Google-doc og elevaktivering I en af mine klasser er det ikke altid lige nemt at gøre eleverne forpligtede på det, der bliver sagt i klasserummet - hverken på det jeg som lærer eller det, de andre elever bidrager med. Jeg afholdt derfor en time, hvor jeg ingen noter skrev. I stedet brugte jeg et fælles google-dokument, der var projekteret op på tavlen. Undervejs i mine små oplæg om dagens lektie og elevernes bidrag hertil, fik grupperne på skift ansvar for at føre noter til det, der foregik. Både til det, jeg sagde og det eleverne kom med. Grupperne fik ikke på forhånd at vide, hvornår de skulle skrive noter. Ingen andre måtte notere end dem, der havde fået det som opgave, hvilket gør det relativt nemt at opdage, hvem der ikke på et eller andet plan er med på, hvad der foregår i timen. Øvelsen kunne nemt udvides med at lade udvalgte grupper følge op på hinandens noter og skrive det til, der evt manglede i den første gruppes noter. Fordele: Timen blev mere dynamisk, eleverne skulle forholde sig til, hvad der blev sagt og ikke bare tage konklusionerne på tavlen. Eleverne havde et tydeligt ansvar. Ulemper: Der er ofte tekniske problemer. I starten kunne de ikke lade være med at skrive pjank og pjat og skrive i hinandens noter. Udfordringer: Det kræver stram styring at veksle mellem, hvornår det er mundtligt og hvornår der skal skrives noter. Jeg valgte at lade "den ansvarshavende gruppe" skrive undervejs i klassedialogen, for at der ikke gik meget lang tid med at sidde og diskutere den præcise ordlyd af det, der skulle skrives, hvilket tager tempoet ud af timen. I stedet skulle dokumentet fungere som et note-dokument og ikke være sprogligt perfekt.

2 kommentarer:

  1. Kombinationen af stram styring, elevansvar og 'overraskelsesmomentet' med ikke at lade eleverne vide, hvem der skal skrive noterne til det næste lyder spændende.

    Du peger også på en udfordring: at det 'hul' der bliver for de andre, mens den ansvarlige gruppe skriver noter, skal udfyldes meningsfuldt, for at dynamikken i undervisningen ikke ryger.

    Er der nogen der har andre gode ideer til den fase?

    SvarSlet
  2. Jeg tror at arbejdet med at sørge for, at alle elever har en aktiv googlekonto og kan logge ind kan være godt givet ud. Så skal de være logget ind og er dermed ikke anonyme, når de skriver i dokumenterne.

    SvarSlet